|
|
Typiske spørgsmål/ FAQ
Hvornår på dagen kan jeg få en tid i BabyLab?
Så vidt muligt tilrettelægger vi din tid, så den er mest hensigtsmæssig i forhold til dig og dit barn. Almindeligvis lægges besøgstider mandag til fredag i tidsrummet 8:30 til 16:00.
Hvor længe varer besøget, og hvor ofte vil jeg blive bedt om at komme?
Typisk varer et besøg hos Odense BabyLab mindre end en halv time. Selve undersøgelsen varer dog kun omkring 5-10 minutter. Almindeligvis vil du kun blive bedt om at besøge os én gang, men afhængig af dit barns alder og hvilke undersøgelser vi pt. arbejder med, kan det ske, at du vil blive opfordret til at I deltager igen på et senere tidspunkt
Modtager jeg betaling for deltagelse?
Vi har desværre ikke mulighed for at tilbyde deltagerbetaling, men som udtryk for vores taknemmelighed for dit og dit barns bidrag til forskningen, vil vi tilbyde en "Forskerspire" T-shirt til dit barn.
Hvem udfører forsøgene?
Forsøg i Odense BabyLab afvikles af forsøgsledere, der alle er optrænede i afviklingen af forsøg med små børn. Til tider afvikles nogle af forsøgene af vores studentermedhjælpere, som først har gennemgået en nøje instruktions- og optræningsfase.
Hvordan får Odense BabyLab kontakt til de deltagende forældre og børn?
Odense BabyLab etablerer kontakt til forældre på flere forskellige måder. En af måderne er, at vi fra det Centrale PersonRegister (CPR) modtager dataudtræk, der typisk som minimum indeholder oplysninger om navn, adresse, alder og køn. På baggrund af disse dataudtræk sender vi et uopfordret brev til forældrene, hvor vi fortæller om projektet, og opfordrer dem til at tilmelde sig. Endelig etablerer Odense BabyLab kontakt til forældre med hørehæmmede børn via vores samarbejdspartnere i de audiologiske afdelinger.
Hvordan håndterer Odense BabyLab oplysninger om mit barn?
Alt omkring dit barns deltagelse i et forsøg ved Odense BabyLab behandles som fortroligt materiale! Med det samme efter besøgets afslutning separeres alle personlige oplysninger fra forsøgsresultaterne. Herefter anonymiseres forsøgsresultaterne, så dit barn ikke kan identificeres ved navn og CPR, og alle personlige oplysninger flyttes til opbevaring i et sikkerhedsskab i et aflåst lokale. Ingen andre end BabyLabs faste personale har herefter adgang til dit barns personlige oplysninger. Alle ansatte, der arbejder med dit barns oplysninger, har underskrevet en erklæring om fortrolighed og datahåndtering (læs erklæringen).
Når forsøgsresultaterne efterfølgende præsenteres, typisk først på videnskabelige konferencer og efterfølgende i form af publikationer i videnskabelige tidsskrifter, er det altid uden personfølsomme oplysninger.
Kan jeg få oplyst hvordan mit barn "klarede sig"?
Vores forskning fokuserer på generelle tendenser i en bestemt gruppe børns adfærd, hvilket betyder at der ikke er korrekte svar på de spørgsmål/opgaver, vi stiller dit barn. Resultaterne udgør således ikke en klinisk vurdering af lige dit barn, men indgår i et forskningsprogram sammen med resultater fra forsøg med børn i samme alderskategori. Straks efter dit barn er blevet testet, bliver testresultaterne, i henhold til retningslinjer fra datatilsynet, adskilt fra persondata, så de to ting ikke kan holdes sammen. Desuden har alle ansatte i Odense BabyLab underskrevet en fortroligheds- og datahåndteringserklæring, der er med til at sikre, at datatilsynets retningslinjer overholdes under forsøg i Odense BabyLab.
Hvis du er interesseret i resultaterne af vores undersøgelser, vil de løbende blive lagt op på vores hjemmeside www.sdu.dk/cfb. Det forventes dog, at der vil gå mere end et år, fra et barn er testet til den færdige artikel fra netop den forsøgsrække lægges ud.
|