|
JUBILÆUMSKONFERENCE
BØRNS SPROGTILEGNELSE – ET FÆLLES ANSVAR: SPROGINDSATSER I DANMARK I ET INTERNATIONALT PERSPEKTIV
For seks år siden afholdt Center for Børnesprog, Syddansk Universitet, og Professionshøjskolen UCC (dengang CVU Storkøbenhavn) den første konference i rækken Børns sprogtilegnelse – et fælles ansvar. Konferencens sigte var politisk orienteret og havde til formål at indkredse hvordan indsatsen overfor danske børns sprogtilegnelse bedst muligt kunne kvalificeres. Med afsæt i denne konference blev den første faglige konference afholdt i 2006 med temaet: Sprogvurdering – hvorfor og hvordan? Siden har parterne afholdt en velbesøgt årlig konference på SDU.
Vi ønsker at markere afholdelsen af den femte konference i rækken med en særlig jubilæumsudgave. I naturlig forlængelse af den første faglige konference vil 2010-konferencen – set i lyset af nationale og internationale erfaringer – gøre status over sprogvurderingsindsatser i Danmark og fokusere på hvordan disse bedst styrkes i fremtiden.
Temaet er mere aktuelt end nogen siden og international forskning finder løbende ny evidens for tætte sammenhænge mellem barnets tidlige sproglige kompetencer og læsning. Forskningen dokumenter således at såvel sprog som læsefærdigheder er afgørende for alle børn for at klare sig i uddannelsessystemet. Derudover har regeringen siden 2006 – udover sprogindsatsen i forhold til tosprogede børn – igangsat national sprogvurdering af treårige i 2007 og fra i år skal alle skolestartere også sprogvurderes. Center for Børnesprog og Professionshøjskolen UCC har været aktivt involveret i sprogvurdering i Danmark i en årrække, og er optagede af hvordan den sproglige indsats kan styrkes således at pædagoger og lærere bedre kan identificere sproglige problemer og vælge den bedste indsats.
Vi har sammensat et program bestående af såvel danske og udenlandske beslutningstagere, aktører og forskere med viden om og erfaring med sprogvurderinger på nationalt plan der gør det muligt at gøre status over indførte og nye sprogindsatser i Danmark set i et internationalt perspektiv – og kigge fremad.
Målgruppe for konferencen er beslutningstagere, praktikere, undervisere og forskere, som beskæftiger sig med børns sprogtilegnelse og andre med ansvar og interesse for børns sprog.
Arrangører:
Center for Børnesprog,
Syddansk Universitet
Centerleder Dorthe Bleses
Kompetenceenheden for Logopædi,
UCC
Videncenterkonsulent Hans Månsson
|